Hvinanden er nem at kende på lyden fra dens vinger. De frembringer en karakteristisk skarp hvinende lyd, når den flyver (deraf navnet), som ofte kan høres, før man får øje på dem.  Et andet godt kendetegn er en stor hvid plet, som findes mellem øjet og næbet (kun hos hannen). Denne plet gav den i gamle dage tilnavnet fireøje.

Hvis man er så heldig at komme tæt på en hvinand, vil man se, at øjnene på ænderne er helt gule. Dette har givet den dens engelske navn golden eye.

	Hannen er større og lettere at kende end hunnen Foto: wikipedia.dk - Billede 2

Jagt på hvinanden
Hvinanden er, og har altid været, et populært jagtobjekt. Der er fundet knogler fra dykænder på stenalderfolkets møddingspladser. Forskerne mener, at fangsten af dem er foregået med net. I 1500 tallet siger rygtet at danskerne havde så raffinerede fangstmetoder til indfangning af ænder, at den svenske Kong Gustav Vasa sendte bud til Danmark efter de famøse fuglefangere.

Der bliver i dag stadig drevet jagt på hvinanden, og der nedlægges ca. 15 000 hvinænder hvert år, hovedparten i Limfjorden.
Jagtformen, hvormed de jages, kaldes strandjagt og foregår i skydepram. Jægeren sejler ud på fjorden tidligt om morgenen i en lille båd kaldet skydepram. Her udlægger han 25-35 lokkeænder (plastikænder) ud og venter på, at der kommer ænder forbi, som søger ”selskab”. Hvinænder er flokdyr og meget sociale. Derfor påvirkes de let af de lokkeænder som jægeren har lagt ud i vandet i et forsøg på at lokke små flokke eller enlige fugle til. Jægeren ligger sig nu ned i bunden af båden, og venter på at nedlægge ænderne når de flyver hen over lokkeænderne eller sætter sig blandt dem (hvis han kan ramme).

Foto: www.strandoghavjagt.dk - Billede 3	Foto: www.strandoghavjagt.dk - Billede 4

Kilder
Natur og Museum, Dykænder
Lademanns fugleatlas
www.havogstrandjagt.dk