I den ældre stenalder var Fur beklædt i en mørkegrøn dragt. Ranke skovfyr bredte sig ud over øen så vel som i resten af landet. Navnet Fuur skal have sit udspring i ordet fyr. Som i resten af landet blev Fur ryddet for skov, for at skabe plads til bebyggelse og landbrug. Skovene på Fur, holdt sig længst på den sydlige del af øen, som sidst blev bebygget og opdyrket. I 1627 blev den sidste rest af den oprindelige skov ryddet. Stort set alt det skov der er på Fur i dag, er plantet af mennesker. Fra 1627 og frem til slutningen af 1800 tallet var Fur skovløs. Det ændrede sig i slutningen af 1800 tallet, hvor Jep Jensen plantede sin egen skov. I dag kan man gå en tur rundt i skoven, og se på over 100 år gamle træer. Små skilte fortæller om de forskellige træer.

Der findes mange myter og sagn om Fur. Der findes en myte, som kan føres fra oldtidsfolkenes tro frem til moderne tid.
I oldtiden fortælles der om den hellige vildtjørn, Tyrsved. Den voksede ved foden af stejle skrænter, og man ofrede til krigsguden Tyr ved at styrte fanger ned mellem de frygtelige torne. Tjørnen var så hellig, at der var dødsstraf for at bryde bare en lille kvist af busken. I 1600 tallet groede der på Fur en tæt tornebusk, som Furboerne kaldte hellig-torn. Ingen Furbo med respekt for sig selv, vovede at afplukke den mindste pind eller splint af den hellige tornebusk. I 1950erne levede myten stadig blandt børnene på Fur. Nu har tornebusken ændret navn fra hellig-torn til lykke-torn. Det siges at børnene fra Engelst altid gik i en stor bue uden om lykke-tornen, hvis deres vej gik forbi busken.

Da Kristus gjorde sit indtog på Fur, vel omkring 1100 tallet, Forsvinder de gamle myter og fortællinger om mytologiens guder. Det skete også for krigsguden Tyr. Nogen vil dog påstå at Tyr ikke forsvandt fra Fur, men levede videre, dog i reduceret skikkelse som bjerg- eller rødstensmand under rødstenen. Således er to sagn kommet til at lyde om rødstenen:

	Billede af den grå Rødsten på Fur. Ifølge myten var det under denne Rødsten at bjergmanden boede i en hule.
Foto: EAA

(Myter fra: www.skinfaxe.org/alt_muligt.htm)

På Fur ligger Rødstenen. Her har den ligget længe, lige så længe som nogen kan huske. Og lige så længe har der gået savn fra mund til mund på øen om Rødstensmanden og alt hans dejlige guld. Nå ja, så er den jo også ganske stor. Stor nok til at man kan gå op på toppen og se ud over Limfjorden og de skibe, som nu lige måtte sejle forbi. Det er endda ikke hele stenen som ligger fri af jorden. Det meste ligger faktisk begravet under den bakke, som stenen springer ud af.
Startede man nu med at tale med en geolog, ville man sikkert få at vide, at Rødstenen har ligget på Fur siden sidste istid. Man ville også få at vide, at stenen ikke er en rigtig sten i virkeligheden, men at den der imod består af tætte aflejringer af jern, sand og grus presset sammen så hårdt, at overfladen virker ubrydelig.
Nå men nu skulle det jo ikke handle om kedelige fakta, men om gode historier. Det siges at rødstensmanden er godt ved muffen. Han har så meget guld, at det kan dække hele stenen. Hvis du vil se guldet, eller måske endda prøve at få fat i det, skal du vente til fuldmåne og så besøge stenen alene. Så kan du være så heldig, at Rødstensmanden har lagt sit guld frem på stenen i måneskæret. Det gælder om at vente til det rigtige tidspunkt med at tage guldet, ellers går det frygtelig galt, viser erfaringen fra andre. Hvis du skal have fat i guldet, skal du undertrykke din pengelyst lige til du ikke kan vente længere, og så lidt til siges det.
Der var en gang en bonde, som ville rane Rødstensmanden guld, men han kunne ikke styre sig og tog guldet med det samme. Det skulle han aldrig have gjort, for ikke så snart han havde fået guldet læsset på sin hest, før han fornemmede at nogen var efter ham.

Da blev han bange, og lod hesten skridte godt ud hjem mod bondens gård. Men uanset hvor hurtigt han red, syntes han, at der var nogen lige efter ham, selv om han ikke kunne se nogen. Bonden nåede sikkert hjem og fik hesten i stald og guldet i hus. Her troede bonden måske, at han var i sikkerhed, men han kunne godt tro om igen. Bonden nåede ikke at få sig sat, før ilden pludselig sprang ud af pejsen, og blev levende. Ilden sprede sig hurtigt til dør og loft, så før bonden kunne finde på råd, var han spæret inde i sit eget hus, helt omgivet af de slikkende flammer.
Nu prøvede bonden at slukke ilden. Men hverken vand eller tykke tæpper syntes at kunne dæmpe ilden. Til sidst blev bonden så bange, at han råbte til Rødstensmanden, ”Du kan beholde dit guld”, samtidig med at han smed guldet ud af vinduet.
Med et var flammerne væk, og ingen kunne se på huset, at der lige havde været ildebrand.
Bonden beholdt liv og gård, Rødstensmanden beholdt sit guld.
Sådan kan det gå, hvis man taler med en anden Furbo, vil man måske høre, at bonden lod guldet gå bagover, mens han sad på hesten, for at slippe af med forfølgeren.
Men det var måske en anden bonde, som prøvede lykken.

En anden historie, lyder sådan her:

To drenge fik engang den ide, at de ville stjæle guldet i Rødstenen. De bar sig så snedigt ad, at den ene hejste den anden ned i hullet under Rødstenen i et tov. Da drengen der var blevet oppe på jorden, halede tovet ind, var det brændt over på midten. De to venner fik aldrig hinanden at se igen, og det er skam ganske vist. Den dag i dag er der stadig et hul under Rødstenen, som selv en fuldvoksen mand ikke kan nå bunden i.

St. Morten – Kirken på Fur

	St. Mortens kirke fotograferet fra bunden af skråningen.
Foto: www.furnyt.dk

Kirken er opkaldt efter bispen Morten fra Tours i Frankrig, den samme Morten vi fejrer på Mortensaften den dag i dag. Kirken er bygget i årene 1115-20, og er blytækket og hvidmalet. Det var formodentligt storbønderne Gutchi, Agi og Atti der ville have kirken rejst.  Den er smukt beliggende på skråningen oven over Nederby. Historien tier om, hvorfor St. Morten kom til at ligge på den smukke plads på den grønne bakke ud mod den blå fjord. På ”Prammen” i nærhed af Nr. Lundgård skulle den have været bygget, fortælles der, men hvad mennesker byggede i dagslys, ødelagde jætter i mulmet. Man kan kun gætte på hvem der ødelagde byggeriet om natten, men når man byggede en kirke på den tid, skulle der jo også høre noget jord til. Hvis kirken blev placeret ved Nr. Lundgård, ville kirken få det dårligste jord til dyrkning, som lå længst væk fra gårdene. Og disse udmarker var der jo ingen der var interesseret i at dyrke, hvis man kunne undgå det. ”Kirkens kvadre, lagt af brede hænder”, er et meget sigende udsagn, om dem der udførte det hårde slid, det har været at bygge kirken. ”Kirkens kvadre” består i øvrigt af rød- og kampesten, ligesom domkirken i Viborg.

I den tidlige middelalder (Fra ca. 1060), havde kirken magten i det meste af Europa, og således også på Fur. Kirken skulle bruge mange penge til store byggerier og udsmykninger. Kirken ejede stort set alt jord i Danmark fra den tidlige middelalder og frem til reformationen i 1536. Kun kongen og få stormænd ejede jord, dog ikke i samme omfang som kirken. St. Mortens kirke kommer under Viborg domkapitel umiddelbart efter kirkens opførelse. På Fur gik det ligesom i resten af landet, at kirken fik ejendomsret over det meste af øen. Den metode den katolske kirke fik jord på, kan vel egentlig ikke kaldes særlig guddommelig den dag i dag. Man benyttede sig af de ikke gejstliges uvidenhed og mangel på læse og skrive færdigheder. Der ud over afholdte man alle gudstjenester på latin, hvilket var med til at holde de ikke gejstlige i et jerngreb af gudsfrygt. Det var først efter reformationen i 1536, at man ophørte med at holde gudstjenester på latin. Det de ikke gejstlige frygte mest var skærsilden. Men heldigvis kunne ens ophold i skærsilden blive reduceret, hvis man betalte en bod for hver af sine begærlige tanker til den katolske kirke. Des mere man betalte jo kortere tid blev man pint i skærsildsluerne. Ved hjælp af denne betalte syndsforladelse blev domkapitlet i Viborg nærmest ene ejer over Fur i 1410. Hvordan kan man så vide, at det lige var i 1410 at dette fandt sted? Det fremgår af den følgende beretning om en af Furs store jordejere, nemlig fru Maren Krabbe af Herresædet Lundgård:

(Uddrag fra: Bogen om Fuur og Fuurboer i gamle dage. A.C. Nielsen 1955)

Jo, det kostede dyrt at slippe for skærsildens kvaler. Det vidste også fru Maren Jensdatter til Llundgård på Fur, hvorfor hun i 1410 tilskødede Viborg domkapitel sin gård og alt sit øvrige gods på øen. Hun havde endda arvet den efter sin fader Jens Mikkelsen Krabbe. Ved Maren Jensdatter blev kirken næsten alrådende derover. Men hvorfor gjorde hun det? Var det bare generøsitet? Vi skønner, at angsten drev hende. Kirken skulle have sit, for at den kunne sørge for hendes sjæls frelse. Stakkels kone! Kirken skulle dog gøre noget til gengæld for hendes jordiske gods. Hør her hvad domkapitlet skulle yde til gengæld! Ved det alter, der blev rejst i St. Morten skulle der dagligt holdes sjælemesse for hende, dertil en årlig mindefest, der skulle være meget højtidelig, og hvorved ikke mindre end 12 præster skulle medvirke. Jo hun fik skam noget igen. Nu kunne hun trykt ligge sig til at dø. Det kunne ikke gå helt galt hinsides. Det kostede dyrt at komme i himmerig, for hendes vedkommende det meste af Fur.

Domkapitlet forstod at bevare Fur for sig, endog ud over reformationen i 1536. Det var først i det 17. århundrede at kapitlet blev ophævet og St. Morten overgik til kronen. I 1913 overgik St. Morten til selveje.

Gammelhavn
På Furs sydvestkyst byggede fiskerne i 1911 en havn, der var øens livsnerve. Fiskeriet var da lige så vigtigt som landbruget. Mens de vejrbidte Furmænd var på havet, passede kvinder og børn landbruget på øen. Furfiskerne var berygtet vidt omkring for deres styrke og sejhed. Det fortælles, at hvis en båd med Furfiskere måtte søge i land, andetsteds end på hjemøen Fur, på grund af dårligt vejr, var det ganske vist at de søgte til den nærmeste kro. På kroen var de ikke blege for at dele nogle øretæver ud, hvis de ikke var tilfredse med betjeningen eller andre gæster på kroen. Kun sjældent tabte en Furfisker en nævekamp. Gammelhavn er et andet eksempel på deres sejhed og styrke. Da man fra fastlandets side ikke kunne bestemme sig for om det var en god idé med en havn til Furfiskerne, blev ventetiden Furfiskerne for lang. Så de greb selv til skovl og spade for at grave havnen ud ved fælles hjælp. Da Furfiskerne var nogle kraftkarle og gode til at arbejde sammen, var havnen færdig i løbet af en uge. Grundet tilsanding opgav man havnen og flyttede i 1956 til en nybygget havn ved færgestedet. Hvis man står på Knuden og skuer ud over Limfjorden, kan man den dag i dag se, hvordan eroderet sedimenter fra klinterne bliver ført med strømmen hen imod Gammelhavn.

	Gammelhavn som den ser ud i dag. I et bådehus ved havnen er der indrettet et museum som fortæller om havnen og fiskernes liv.
Foto: JY

Svenskehulen

	Resterne af åbningen til Svenskehulen.
Foto: www.1900seniorsport.dk/.../53-svenskehulen

At havet gnaver eller eroderer på klinterne på Fur, er Svenskehulen et godt bevis på. Svenskehulen eller resterne af den findes i Stolleklint. Stolleklint har navn efter den gamle minegang - en stolle - som i dag kaldes Svenskehulen. Den blev gravet af svenske krigsfanger i perioden 1809-13, fordi man troede, at de vulkanske askelag var kul. Minegangen var oprindelig 50 meter, lang og i bunden var der gravet en 40 meter dyb skakt. I dag er skakten fyldt op, og der er næsten ikke noget tilbage af gangen, som fremstår som en stor hule. Om få år vil hulen helt være fjernet af fjorden, og forsvinde som attraktion på Fur. Resten af stollen er fjernet ved erosion af klinten, hvilket betyder, at der forsvinder knap 20 cm af Stolleklint per år. Først i slutningen af 1800-tallet opdagede to belgiske geologer, at de mørke striber i moleret var vulkansk aske. Da man påbegyndte gravearbejdet har Stolleklint nærmere været en blød bakke, som endte ved fjordens bred, helt anderledes end den stejle klint man ser i dag. Dog har askelagene været synlige visse steder, men ikke i det omfang vi ser det i dag. Fjorden har ikke altid været så hård ved klinten som den er i dag. Hvis man skal prøve at finde en forklaring på, hvorfor fjorden kan erodere så kraftigt på klinten idag, skal vi tilbage til 1825.

(Uddrag fra bogen: Øst- vest Fuur bedst af A. C. Nielsen 1953.)

Natten mellem den 4. og 5. februar 1825 var der en storm, som bevirkede, at Vesterhavet brød ind i Limfjorden over landtangen mellem Agger og Harboøre og ikke alene ødelagde havboernes ejendomme og huse, så mange måtte flytte andre steder hen, men saltgjorde fjordvandet således, at størstedelen af de derværende fiskearter rent uddøde og næste forår opdrev døde på strandbredden til stor skade for furboerne.

Da Vesterhavet brød igennem tangen ved Agger, skete der en drastisk ændring af Limfjorden. Limfjorden som var fersk, blev salt. Det vil sige at livsbetingelserne for mange planter og dyr ændrede sig. Hvis vi starter med at se på de konsekvenserne det fik for plantelivet, at vandet blev saltholdigt, kan man måske nemmere forstå, hvorfor klinterne forholdsvis hurtigt bliver eroderet væk. Før Vesterhavets gennembrud ved Agger, var der ved Limfjordens bredder en tæt rørskov af siv og dunhammer. Desuden var der træer og buske såsom Eg, Rød-el, Pil, Birk, Ask og Tørst. Alle sammen planter som kan overleve ved en ferskvandsbred, ligesom vi ser det ved søer og andre ferske fjorde i dag. Disse planter var med til at ”holde” på jorden, så fjorden ikke kunne gnave og erodere i klinterne. Men da fjorden blev saltholdig, døde disse planter, og sammen med dem forsvandt den naturlige kystsikring. Det er ikke kun på grund af at plantelivet forsvandt, at klinterne bliver eroderet væk. Det skyldes også, at med Vesterhavets indtrængen i fjorden, er fjorden blevet påvirket yderligere af tidevandet. Når tidevandet stiger og falder to gange i døgnet, betyder det at der opstår strømninger i vandet, når tidevandet løber frem og tilbage. Disse strømninger er med til at flytte eroderet sedimenter væk fra klinterne, for at de bliver aflejret andetsteds, f. eks. Ved Gammelhavn.

	På billedet ses Knudeklinterne. Bemærk vandets farve tæt ved øen. Vandet er farvet af eroderet sedimenter, som føres med strømmen og aflejres igen på øens syd-vest kyst.
Foto: JY

Desuden er vinden, som skaber bølger, ligeledes med til at erosionen på Stolleklint fortsætter. På nuværende tidspunkt er der ingen menneskeskabt kystsikring ved Stolleklint, hvilket ville være nødvendigt, hvis Svenskehulen fortsat skal være en attraktion. Ønsker man at se eksempler på kystsikring på Fur, er det muligt neden for Knudeklinterne i den nord-vestlige del af Fur.                 
 Det var ikke kun den ene storm i 1825 som gjorde Limfjorden saltholdig. Igennem 1800 tallet var der flere kraftige storme, som gang på gang var med til at Vesterhavet brød igennem ved Aggertange. For hver storm der hærgede, blev åbningen ved Agger større og større. Og til sidst var åbningen så stor at Vesterhavets saltvand blev en bestandig del af Limfjorden, og Nordjylland blev til en ø.
Saltvandet havde konsekvenser for plantelivet i Limfjorden, men også dyrelivet blev ramt af stormfloderne. Især ferskvandsfiskene fik det svært, med det saltholdige vand. Det saltholdige vand som trængte ind i fjorden, betød at ferskvandsfiskene døde og skyllede i land. En øjenvidneberetning så det således:

(Uddrag fra bogen: Øst- vest Fuur bedst af A. C. Nielsen 1953.)

Vindene hylde, havet rasede, og Aggertangen brast. Det skete ret ofte og fik følger: ”Vandet i fjorden blev saltgjort, hvorover sådan store mængde Gedder, Aborrer, Brasen, Harker og deslige skal være bleven døde og ved alle strandbreddene opskylles, så man dem ikke på nogle hundrede vogne kunne bortkøre”.

	Hullet i Agger tange hvor Vesterhavet og Limfjorden mødes.
Foto: www.sologstrand.com/images/destinationer/28.gif

Det har haft katastrofale følger, for de mennesker der levede, af det fjorden kunne give dem. I en årrække efter Vesterhavets gennembrud ved Agger, var der ikke været meget at fiske efter omkring Fur. Ålen har formodentligt været den fisk, Furfiskerne kunne fange flest af. Men der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget! For selv om ferskvandsfiskene, Gedder, Aborrer, Brasen og Harker døde, betød saltvandet at der indvandrede nye arter. De nye arter som indvandrede i Limfjorden var, Ørreder, skrubber, Sild og Muslinger. Sammen med Ålen var disse fisk og Muslinger, med til at holde sulten for døren i mange år. Men i 2007 er der ikke nogen fiskere som kan leve af at fiske i Limfjorden. Med teknologiens udvikling, er Limfjordens fiskebestand blevet kraftigt reduceret. I 1960´erne udviklede man nylongarnet, og fik større kuttere med kraftigere motorer. Det var med til at der skete en overfiskning, som betød at fiskebestandene ikke kunne nå at reproducere, og er derfor mere eller mindre gået til grunde. Udledning fra byer og landbrug, har ligeledes været med til at reducere fiskebestandene. Især Ålen, er blevet trængt tilbage af kvælstofs udledninger fra landbruget. Hvis der er for meget kvælstof i vandet, betyder det at der sker en voldsom opblomstring af alger. Denne suppe af alger, skygger for bundplanterne så de ikke kan få tilstrækkeligt sollys og danne fotosyntese. Dette medfører døden for planterne. Det kan blandt andet ses ved, at der næsten ikke er mere ålegræs tilbage i Limfjorden. Dette betyder, at Ålen er forsvundet sammen med de store Ålegræsbevoksninger, som Limfjorden tidligere var kendt for.
Hvis du vil vide læse mere om den naturvidenskablige forklaring på rødsten kan du se under det unikke.

Kilder
Øst- vest Fuur bedst af A. C. Nielsen 1953.
Fuur og Fuurboer i gamle dage. A.C. Nielsen 1955.
Jægere og fiskere ved Limfjorden i 100 år. Jens Østergård.
Danmarks historiens hvem, hvad og hvornår. Benito Scocozza og Grethe Jensen.
Skov og Naturstyrelsen folder. Vandreture nr. 67
http://www.furnyt.dk/furnyt
http://www.skinfaxe.org/alt_muligt.htm