Erosion ved limfjordskanalen
Limfjordskanalen har ikke altid været åben. Helt frem til 1862 var kanalen lukket af en sandtange, som var en vigtig færdselsåre for handel.
I 1657 brugte den svenske hær under Karl Gustav tangen til fremrykning mod Nordjylland, hvor de på det smalleste sted blev mødt af en dansk bondehær. Slaget blev udkæmpet ved en lille fiskerby kaldet Nabe. Her blev ca. 250 bønder hugget ned af svensken. Til deres minde er der rejst en sten i Agger by.

Mindesten i Agger over de faldende ved slaget ved Nabe Foto: www.visitdenmark.com Billede 2

Det interessante ved historien er, at byen Nabe ikke eksisterer mere. Kysten, hvorpå byen lå, er eroderet væk. Den oprindelige placering ligger ca. 1 km ude i havet i dag. Man leder stadig efter spor fra byen, men hidtil uden held.
Da Havet brød igennem sandtangen i 1862 og dannede Limfjordskanalen, begyndte en meget voldsom erosion af kysten på sydsiden (Thyborøn). Hvert år forsvandt der så meget som 15 meter af kysten, fordi sandet fra kysten blev ført med strømmen ind i Limfjorden. Hvis Thyborøns fortsatte eksistens skulle sikres, var det nødvendigt at handle hurtigt. Derfor blev det i 1875 bestemt at anlægge kystsikring i form af høfder.

Kystsikring
Høfder er en konstruktion, der normalt placeres vinkelret på kysten og går et stykke ud i vandet fra stranden. Høfder kan placeres for sig selv eller i høfdegrupper. 
Høfden eller høfdegruppen virker som en forhindring for det sand, som bølgerne og strømmen transporterer langs med kysten. Herved kan en del af sandet aflejres på den side af høfden, hvor sandet kommer fra (opstrøms/luvsiden). Høfder kan dog ikke bremse kysterosion helt, da der sker en øget erosion på læsiden af høfden.  Ved Agger kommer sandet fra nord og driver mod syd.

Efter anlæggelse af høfderne havde man bremset kysttilbagetrækningen til 2 meter om året. Havet kom stadig nærmere!  Der skulle gå yderligere 100 år, før man fandt en ny metode til kystbeskyttelse, der effektivt kunne stoppe kystens tilbagerykning. På billedet ser man tydeligt, at sandet aflejres på opstrømssiden. Foto: http://www.kyst.dk  Billede 3

Metoden hedder kystfodring og består i, som ordet antyder, at fodre kysten med sand. Derved eroderer havet først af det sand, som kysten er blevet fodret med.

Sandet pumpes op fra havbunden Foto: http://www.kyst.dk Billede 4	Sandet spules ind på stranden Foto: http://www.kyst.dk Billede 5

Store skibe, kaldet sandsugere eller sandpumper, sejler et godt stykke ud fra kysten og suger sand op fra havbunden fra omkring 20 m dybde. Når lasten er fuld sejler det ind mod kysten, til det går på grund.  Ved kysten bliver sandet enten pumpet gennem en rørledning ind på stranden eller, pumpet ud på havbunden lige foran stranden.

Kystfodring er en meget dyr kystsikring, men ved Thyborøn er det nødvendigt. Der pumpes hvert år 2,4 mio. m3 sand ind på den jyske vestkyst for at holde havet i skak.
Vestkysten er ikke beskyttet hele vejen fra Skagen til Rømø, mange steder får havet lov til langsomt at æde sig ind i landet. F.eks. ophører kystsikringen et par kilometer nord for Agger på vej til Lodbjerg. Konsekvensen heraf er tydelig, hvis man sammenligner med steder, hvor kystsikring implementeres.

På billedet ses et udsnit af vestkysten mellem Agger og Lodbjerg. Bemærk at kysten er mere eroderet øverst i billedet, hvor der ikke er kystsikring (nord for Flade Sø) Foto: www.dkconline.dk Billede 6

Kilder
Geografi fag og undervisning.
Historisk Årbog for Thisted Amt 1957 (side 157-276)
http://www.kyst.dk/sw421.asp
www.thy.dk
http://www.villydanielsen.dk/agger.htm