 |
- Af Carsten Kristensen
Heder
Heder kan defineres som områder, hvor plantedækket er domineret af dværgbuske som f.eks. Hedelyng, Klokkelyng og Revling. Områder domineret af græsser regnes også som hede, hvis de tydeligvis er udviklet fra egentlig dværgbuskhede.
 |
Lodbjerg hede. Heden er domineret af Hedelyng, Klokkelyng, Revling og græsser. |
Foto: JY |
|
Heder er knyttet til sandet og mager jord, hvor jordbunden ofte har udviklet en såkaldt podsolprofil. Det vil sige, at man øverst i jordbunden under hedevegetationen finder et tørve- eller moragtigt organisk lag, herunder et lyst, udvasket lag (blegsand) og nederst et mørkt udfældningslag (al). De danske heder er skabt ved et samspil mellem jordbund, klima- og kulturpåvirkning, og deres eksistens er for hovedpartens vedkommende afhængig af en fortsat kulturpåvirkning.
 |
Podsolprofil:
---Tørve- eller moragtigt organisk lag
---Lyst udvasket lag (blegsand)
---Mørkt udfældningslag (al)
---Upåvirket jord |
Foto: www.kunstundboden.de |
|
Jordbunden under hedevegetationen
Under lyngen dannes et såkaldt mor-lag af døde, mere eller mindre uomsatte planterester. Det var dette lag, som hedebønderne gravede og brugte som tørv. Mor-laget har sur reaktion, og når regnvandet passerer igennem, har det i kraft af sin erhvervede surhed fået forøget opløsningsevnen over for de sparsomme reserver af plantenæringssalte i sandet nedenunder, der udvaskes og forvandles til det grålige, golde blegesand. Næringsstofferne er imidlertid ikke forsvundet, de er ført lidt længere ned og kan atter udfældes. I de vestlige egne af Jylland, hvor der findes mest hede, kan de udfældede stoffer kitte sandet sammen til hårde, mørkebrune al-lag, som man i gamle dage betragtede som umulig at bryde. Bringes alen til jordoverfladen, vil den smuldre, og næringsstofferne kan atter fordeles i de øverste jordlag og komme planterne til gode.
Hedens udbredelse
 |
Heden har haft sin største udbredelse i slutningen af 1700-tallet, hvor den anslås at have dækket 900.000 ha. I dag er hedearealet reduceret til 82.000 ha. Tilbagegangen skyldes hovedsagelig den meget omfattende opdyrkning og tilplantning, som for alvor tog fart fra midten af 1800-tallet og frem til 1960, hvor hedearealet var reduceret til 120.000 ha. Den yderligere tilbagegang, der herefter er sket, skyldes for en stor del tilgroning.
Siden 1. juli 1992 har heder over 2.500 m² været omfattet af den generelle biotopbeskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3.
Hedens udstrækning i Jylland og på Fyn omkring 1800. Efter Videnskabernes Selskabs kortværk fra 1762. Her gengivet efter Hansen (1800). |
Figur: http://www.sns.dk/udgivelser/2001/87-7279-316-3/kap02.htm |
Heden er menneskeskabt
Det kan være svært at forstille sig, at de uendelige hedearealer som fandtes i Jylland omkring år 1800, var menneskeskabt. Efter sidste istid indvandrede skoven og dækkede det meste af Jylland. Det var en skov som hovedsagligt bestod lystræarterne, Eg, Birk, Kristtorn og Tørst.
En lystræart er et træ, der lader sollyset skinne igennem dets krone, så der kan der gro andre arter under træet. Bøgetræet, er modsat en skyggetræart, som ikke lader meget sollys slippe igennem til skovbunden.
At det var Eg, Birk, Kristtorn og Tørst, har man fundet ud af ved hjælp af pollenanalyser fortaget i moser og søer. Pollen kan bevares på bunden af en mose eller en sø i tusinder af år, fordi bunden er et iltfattigt miljø, hvor forrådnelsen og omsætningen foregår meget langsomt.
|
Figur: www.geografforlaget.dk |
Eksempel på et pollendiagram som viser skovens udvikling fra sidste istid og frem til i dag. Yderst til højre kan man følge lyngens pollenudvikling, som stiger kraftigt i Danmark omkring den tid hvor man begyndte at dyrke jorden.
Grunden til at skoven forsvandt og heden tog over, finder vi hos os mennesker. Rent klimamæssigt kunne der lige så godt gro skove hvor der i dag er hede, det kræver bare at jordbunden egner sig til skovvækst. De krav en skovbund stiller, forsvandt da menneskerne begyndte at dyrke sandjorden i Vestjylland. Man må formode, at i Yngre stenalder, har man ryddet store skovområder ved hugst og afbrænding, for at få et bart stykke jord man kunne dyrke. Men da man gjorde dette, kendte man ikke til konsekvenserne ved afbrænding og dyrkning af sandede jorder. Det har medført en udpining af jorden. Konsekvenserne ved afbrændingen er, at jorden kun kan dyrkes i 3-4 år, ved hjælp af den næring der findes i asken fra afbrændingen. Desuden var der en risiko for at asken, og der med næringen, blæste væk, hvis bønderne ikke var forsigtige med afbrændingen. Herefter blev jorden udpint, hvis der ikke bliver tilført gødning og næringsstoffer. Den viden var man ikke i besiddelse af i yngre stenalder, og faktisk fik man den først rigtigt i 1800 tallet, da man for alvor begyndte at opdyrke heden.
I 1800 tallet fik man sat opdykningen af heden i system. Man påførte de sure og udpinte sandjorde mergel og kalk for at gøre jorden mindre sur, og mere velegnet til at dyrke afgrøder. E.M. Dalgas var en af pionererne inden for hedens opdyrkning.
Manglen på viden omkring gødning, har betydet at man i tusinder af år, har ryddet jorden i små felter, til dyrkning af afgrøder, hvorefter man har ladet den ligge og opgivet den til afgrøder. Disse bare stykker med sandjord, som før blev brugt til afgrøder, lå nu blottet for plantevækst og var ideelle for at lyngen kunne få rodfæste. Grunden til at Jylland, især Vestjylland, fik så udbredt et lyngdække var jordbundens beskaffenhed. Hedelyng og Klokkelyng gror ikke på kalkholdige jorder, men trives bedst på magert sand eller på næringsfattige højmoser. Der er stadigt meget sand i Vestjylland, men højmoserne er stort set forsvundet. At lyngen kunne brede sig så meget som den gjorde er ikke underligt. Undersøgelser viser, at der kan produceres op til 1 million lyngfrø pr. m2 hede, og samtidig kan hvert frø bevare sin spirerevne i op til 100 år. Desuden har Hedelyng insektbestøvning og vindbestøvning. Det betyder at frøene fra Hedelyngen kan nå vidt omkring, og bare vente på de rigtige vækstbetingelser. Disse vækstbetingelser, fik lyngen med hjælp fra menneskerne, som udpinte jorden for at overleve på heden.
Lyngfamilien, Ericaceae
Hedelyng og Klokkelyng hører til Lyngfamilien, Ericaceae. Denne familie består udelukkende af vedplanter, hvoraf de fleste er såkaldte dværgbuske, dvs. buske, der ikke eller kun sjældent bliver over 50cm høje. Mange er grønne om vinteren. Hos disse stedsegrønne arter er bladene ofte bygget på en særlig måde, idet de er stive og læderagtige, ofte smalle, nærmest nåleformede og med tilbagebøjede bladrande. Bladundersiden, hvor spalteåbningerne sidder, er tæt håret – en konstruktion som beskytter mod uhensigtsmæssig fordampning. Samtidig kan bladene, fordi de er grønne året rundt, fungere, så snart de klimatiske forhold er til det. Sådanne blade kaldes ericoide blade. På røddene hos disse planter, der hører til denne familie, er der næsten altid mycorrhiza (svamperod), idet planternes rødder lever i symbiose med forskellige svampe.
Symbiose er betegnelsen for samliv mellem forskellige arter (af græsk: sym = "sammen" + bios = "liv"), hvad enten der er tale om samliv mellem planter, dyr eller bakterier, eller mellem disse grupper indbyrdes. Den aktive partner i samlivet kaldes symbionten. Den passive partner kaldes værten.
Dette forhold er til ernæringsmæssig gavn for begge parter. De fleste lyngarter er i øvrigt surbundsplanter, og familien er repræsenteret i kolde tempererede zoner både på den nordlige og sydlige halvkugle. Blomsterne hos lyngfamiliens arter er ofte krukke-, kugle-, eller klokkeformede, og støvknapperne bærer hos mange hornformede vedhæng.
Hedelyng
(Calluna vulgaris)
|
|
|
Foto: www.biopix.dk
|
Foto: www.biopix.dk
|
Hedelyng er en stedsegrøn, opret, stærkt forgrenet dværgbusk med en kraftig hovedrod. Den sætter ikke rodskud eller underjordiske udløbere, så derfor foregår formeringen udelukkende ved frø. Bladene er parvis modsatte, små nåleformede og har en pileformet baggrund. De blade, som sidder på langskud har et års levetid, hvorimod de, der sidder på kortskud har to eller tre års levetid. På bladundersiden ses en snæver fure beklædt med hvide hår. Blomsterne som alle sidder på årsskuddet, springer først ud i august. Både bægerblade og kronblade er lyserøde, men hvidblomstrede individer kan, om end sjældent, findes. I folkemunde siges hvid lyng at bringe lykke, ligesom det betyder lykke at finde et firkløver. Blomsterne, der er 4-tallige, og har otte nektarier, tiltrækker en mængde honningbier, men foruden insektbestøvning har Hedelyng også vindbestøvning. Frøene, der sidder i kapsler omgivet af de visne bæger- og kronblade, er særdeles små og spredes let med vinden. Frøproduktionen er meget stor. Undersøgelser viser, at der kan produceres op til 1 million lyngfrø pr. m2 hede. Da det enkelte frø tilmed kan bevare spireevnen i op mod 100 år, er Hedelyng en plante, der har en stor konkurrenceevne på de arealer, hvor forholdene ellers passer den. Hedelyng vokser dårligt på kalkholdige jorder og trives derfor bedst, på magert sand eller på de næringsfattige højmoser. Hedelyng er den dominerende plante på vores heder. Den kræver fuldt dagslys og udkonkurreres, hvor heden invaderes af træer og større buske. Dens maximale levealder er ca. 30 år, med mindre den ”afklippes” ved græsning af får og kreaturer eller på anden måde. Angreb af Lyngens Bladbille, Lochmaea suturalis kan medføre, at lyngen forsvinder over store arealer. Bladbillen der er gulbrun til rødlig, er 5-6 cm lang og optræder af og til i meget store mængder. Både det voksne insekt og larverne gnaver af lyngens blade. På den tid da hederne indtog et langt større areal end i dag, brugte man Hedelyng til mange forskellige formål. Lyngtørv og lyngris anvendtes til brændsel i bilægger-, bager- og kalkbrænderiovne, og jydepotter med mere brændtes ligeledes med lyng. Som tække- og byggemateriale var lyng og lyngtørv, om end ikke altid det bedste, så dog det billigste man havde. Som foder til kreaturer, får og grise (blandet i fodermelet) spillede lyng en meget stor rolle. Som sengeleje, som fyld på opkørte veje og som strøelse brugte man store mængder lyng. Fejekoste og karbørster blev bundet af lyngris. Helt op i 1800 tallet blev småpartikler af Hedelyng blandet i bøndernes og de fattiges brød, når høsten var slået fejl.
 |
Lyngens Bladbille. Både det voksne insekt og larverne gnaver af lyngens blade. |
Foto: http://www.galerie-insecte.org/galerie/lochmaea_suturalis.html |
Klokkelyng
(Erica tetralix)
|
|
|
Foto: www.biopix.dk
|
Foto: www.biopix.dk
|
Klokkelyng er en grågrøn, 10-30 cm høj og opretvoksende dværgbusk. Dens blade sidder i kranse, oftest 4 i hver, og er 2-4 mm lange. De er nåleformede, ericoide* af bygning og ligesom bægeret beklædt med kirtelhår.
*Bladundersiden, hvor spalteåbningerne sidder, er tæt håret – en konstruktion som beskytter mod uhensigtsmæssig fordampning. Samtidig kan bladene, fordi de er grønne året rundt, fungere, så snart de klimatiske forhold er til det. Sådanne blade kaldes ericoide blad.
Blomstringen finder sted i juli-august. Blomsterne sidder mange sammen i spidsen af grenene. Bægeret er lille og 4-fliget, den ligeledes 4-fligede krone er væsentligt større, krukkeformet og smukt lyserød. Klokkelyng, der ligesom Hedelyng er en surbundsplante, ynder nogen fugtighed i jorden og findes derfor, ofte i store mængder, på fugtige heder, i hedemoser, i højmose, samt i klitlavninger. Den er almindeligst forekommende i Vest-, Midt-, og Nordjylland., langt mindre almindelig i den østlige del af landet. Klokkelyng har en udpræget atlantisk udbredelse, dvs. at den ynder et fugtigt kystklima. Klokkelyngen brugtes tidligere ligesom Hedelyng til karbørster og har også været anvendt som brændsel og tækkemateriale.
Ørum og Flade søer
Syd for Lodbjerg klitplantage, hvoraf ca. af arealet halvdelen henligger som utilplantede hede- og klitarealer, ligger de to søer Ørum og Flade søer.
Vandet i den 442 hektar store Ørum Sø er fersk og lavvandet med enkelte dybder på 4 meter. Bunden består af fast sandbund med en del spredte mindre sten på vest siden og fladvandet sandbund langs østsiden. Ørum søs oplandsareal er på næsten 300 km2, på grund af forbindelse med Hvidbjerg Å og flere søer nordpå i Thy. Oplandsareal betyder det område hvor søen for vand tilført fra.
Flade Sø er lidt større med sine 485 hektar, Den er oval og lavvandet. Tidligere modtog søen vand fra Hvidbjerg Å, men for at sikre mod gennembrud fra Vesterhavet blev der i 1950érne bygget en dæmning fra Agger by syd om søen til Tolbøl. Afløbet fra søen blev samtidig flyttet til den dengang nydannede Rodenbjerg Sø. Da Flade Sø ikke længere modtager ferskvand fra Hvidbjerg Å, er søvandet i dag brakt. Bunden består af fast sand og sten. Flade Søs oplandsareal er på 11 km2.
Ferskvand bliver til brakvand når det blandes med saltvand. Vand med en saltholdighed under 0,5 o/oo er ferskvand. Vand med en saltholdighed på 0,5-30 o/oo er brakvand. Vand med en saltholdighed på over 30 o/oo er saltvand.
Ørum og Flade søers historie
Uddrag fra en artikel Af H. A. Riis-olsen.
(Kilde: Historisk Årbog for Thisted amt 1952, side 367-376)
De to idylliske søer nær Vesterhavet har deres særegne historie, som er ret vanskelig at udrede, da skriftlige kilder til dato mangler. Det er givet, at Limfjorden i 1000-tallet har været åben mod vest, så en direkte ind- og udsejling var bekvem. Når de store flådestyrker i dette århundrede samledes i Limfjorden for at foretage togter rettet mod England - sidst Knud den Helliges flåde i 1085 - må heri ses et bevis for denne antagelse. I tiden før Kristi fødsel har der været to fjordarme, der er gået ind mellem Agger og Krik; den ene gik nord om Tåbel, den anden syd for og nåede sikkert helt op til Vestervig Mejeri, hvor man ved anlæggelsen af dette i 80’erne fandt rester af bolværk. Hvor længe man har kunnet sejle ind i disse fjordarme vides ikke, men efterhånden som landet hævede sig, indsnævredes løbene, så de blev til smalle åer, og Flade og Ørum søer blev derved dannet, og åen blev afløb for søerne. Ved udtørringen af Flade sø fandt man en mindre Køkkenmødding, af hvis Indhold man har kunnet slutte sig til, at søen oprindelig har været en gren af en lun fjordarm, hvor stenalderfolkene havde en ideel boplads.
Da Olaf den Helliges hofpræst, Theodgarius - i Thy kaldes Sankt Thøger - af en storm blev tvunget i land på Thykysten omkring 1030, er det antagelig gennem det brede indløb i fjorden han har fundet vej, eller der kan være en svag mulighed for, at der var åbning til havet ved Aalum (den by, som nu er forsvundet i havet og var beliggende nord for Agger). På et gammelt kort findes en forbindelse mellem Flade sø og havet, og da jordbunden netop ved Aalum var stærkt leret, kunne det tænkes, at et løb havde mulighed for at holde sig åbent en kort periode. Måske har han kunnet fortsætte sejladsen ind i Ørum sø og her på sydsiden fundet stedet, hvor han ville opføre Thylands første Kirke, som det hedder i en gammel beretning: ”af ris og kviste” - altså en lerklinet bygning.
Om Flade og Ørum søers historie fra ca. 1100 til 1500 ved vi intet, ud over at landsdelen omkring 1100 blev en afsides del af Danmark, fordi Limfjorden lukkede sig mod vest. Følgen heraf blev, at Vestervig blev opgivet som bispesæde, der flyttedes til Børglum. Men intet er galt, uden det er godt for noget. Over Aggertangen skabtes den studevej, der fik stor betydning i århundreder - en vej, som desværre også fjendtlige hære benyttede sig af. På Aggertangen dannedes en række småbyer: Røn, Ballum, Toft og Nabe, men i tidernes løb var tangen udsat for stærke angreb af havet, som overskyllede de lavere strækninger. Limfjorden blev som lukket farvand mere, og mere ferskt, og fiskebestanden blev naturligt præget heraf. I 1500-tallet ved man, at afløbet fra Flade og Ørum søer var placeret helt ude ved Aalum, men drejede derpå øst og syd på.
 |
Historisk kort over Aggertangen. På kortet kan man se placeringerne af kystlinjen i år 1791, og placeringerne af de små landsbyer der engang fandtes på tangen.
Figur: http://kyst.inforce.dk |
Da de store sandfygninger satte ind omkring 1600, skabtes store ødelæggelser langs vestkysten, ikke mindst i Agger sogn, hvor sandet dækkede markerne og ødelagde væksterne. Efterhånden sandede også afløbet fra Flade sø til, således at markerne blev oversvømmet langs søernes bredder ligesom det mærkedes højere oppe langs Ove Sø. Der er ingen tvivl om, at Flade sø har haft stor betydning for Vestervig gennem årene, ikke mindst fordi den har optaget store mængder flyvesand, som århundreder igennem føg ind fra hav og klit, og som ville have ødelagt store dele af Vestervig sogns frugtbare arealer, om sandet ikke var endt på søbunden. Vest for søen lå i tidligere tid et bredt stykke land, men havet har i tidernes løb gjort store indhug, og ved den store stormflod i 1825 blev strækningen mellem Flade sø og havet delvis gennembrudt. Daværende amtsprovst Bendix giver i en indberetning til kongen følgende situationsbillede:
På det nordligste strøg af landet, hvilket havet overskyllede, var dets voldsomhed ikke mindre. Det brød med heftighed ind sønden for Øster Agger, hvor der er en slette, og gik derfra i fjorden; det gik med lige rasenhed sønden om Agger kirke og norden om Aalum byer ned i Fladsø. Sidstnævnte byers flere hundrede alen høje lerbanker (!) bortskar det på mange favne. Ved sin heftige fart gjorde det jorden løs og revnet og nærmede sig husene således, at det nærmeste havet kun har 16 alen dertil og må flytte, om beboerne ej skal at falde med hus og familie i havet. Den banke, hvorpå Agger kirke står, er såvidt bortskyllet, at det ene hjørne af kirkegårdsdiget er nedfaldet, og ligkisterne lade sig tilsyne. Fra Kirken til havbanken er nu ikke 50 alen, så den må flyttes, om den ej skal vorde et bytte for havet. Også nogle af Westervig sogns beboere have lidt ved havets overgang da det skyllede over i Fladsøe, steg vandet op i Tåbel bye og gik ind i flere huse. Dette giver anledning til den formodning, at når havet aldeles har gennemskåret Aalum banker, af hvilke ikke meget er tilbage, det da vil danne en kanal ind i Fladsøe, der har en dybde, så orlogsskibe kunne ligge der. Denne kanal vil ej lettelig efterlægges af sand, da Aalum banker består af idelige lerlag, hvilke danner en varigere seng for floden og den strøm, der vil komme fra bemeldte søe, hvis vandspejl ligger højere end havets. Ville havet på denne måde - jeg har ganske den tro og det håb - erstatte det rov, da ville en sådan indsejling fra Vesterhavet i en sikker havn være af uberegnelig velsignelse, og denne provins ved handel hæves til en højde, at den kunne misundes.
Westervig præstegård, d. 11. februar 1825.
P. Chr. Bendix.
Det gik desværre ikke som provst P. Chr. Bendix ønskede sig, da man i slutningen af 1800 tallet anlagde en havn ved Thyborøn. Desuden blev Agger kirke flyttet, da havet gang på gang oversvømmede Aggertangen efter den store storm i 1825.
Afvanding af Ørum og Flade søer
Hvad udaf tabes - skal indad vindes! Det var et af slagordene i 1860érne da man havde tabt Sønderjylland til tyskerne. Det betød, at mange søer, sunde og fjorde blev afvandet for at få erstatningsjord for den tabte landbrugsjord i Sønderjylland. Det var ligeledes i denne periode, at den store opdykning af heden begyndte.
Da man i 1860’erne begyndte på at udtørre forskellige søarealer i Thy og Han Herred, faldt øjnene også på Flade og Ørum søer. Et engelsk selskab finansierede det store udtørringsarbejde, der påbegyndtes i 1868. Man begyndte med at uddybe den kanal, der blev gravet i 1621 under Kristian d. IV for at kunne modtage en del vand mere end før, og resultatet blev da også, at vandstanden i søerne sank betydeligt, hvorved ca. 100 alen engstrækning blev dyrkelig. En del lodsejere havde betinget sig en sådan strækning, mens andre forlangte rede penge, og da den side var klaret, gravede man den 7 km lange kanal langs søernes bredder, der skulle være afvandingskanal for det oppumpede vand fra søerne. Ved Tåbel bro anlagdes en pumpestation med dampmaskine, ligesom et par vindmotorer skulle være medvirkende til tørlægningen. I 1875 var udtørringen en kendsgerning, og dette år blev bunden tilsået med græs. I årene derefter udspilledes et festligt skue på det 1200 ha store areal. Tusinder af læs hø blev bjerget, men alligevel viste det sig at være et urentabelt foretagende. Alene det at holde pumpestationen i gang og kanalerne vedlige var en kostbar historie, så kun 7 år efter blev udtørringen opgivet. Den første bestyrer af søen og den, der ledede arbejdet, var ingeniør Hassenfeldt. Foruden at bjerge høet i søerne blev store områder lejet ud til græsning for kreaturer. Det engelske konsortium solgte deres rettigheder i søerne til brødrene Klausen, der hurtigt opgav at holde vandet bort fra Flade sø, medens de byggede en dæmning på det smalleste sted mellem søerne. En kort tid holdt de vandet ude fra Ørum sø, der var den letteste at udtørre. Men også brødrene Klausen opgav efterhånden, så rettighederne solgtes til et konsortium på egnen, hvis formand var Thøger Sørensen, Agger. De øvrige var proprietær Lützhøft, Tandrup, købmand Bach, Vestervig, Fuglsang, Søvang, Jessen, Morup Mølle, og brødrene Johs. og Niels Leegård. I 1908 solgtes søerne til lodsejerne, der dannede interessentskabet ”Flade og Ørum søer”, der består den dag i dag. Købesummen var 60.000 kr., hvortil kom 14.000 kr. til bygning af nye sluser, der skulle være bredere end de gamle sluser. Ved et lodsejermøde i ”Flade og Ørum søer” i 1941. hvor tanken om en ny udtørring var på dagsordenen, blev dette forkastet med stor majoritet. Grunden til at tanken igen blev fremsat, var den nye landvindingslov, der gav statsstøtte til den slags arbejder.
Kilder
Træer og buske i landskabet, Helge Vedel
Danmarks natur bind 1 og 7, Arne Nørrevang
Naturen i Danmark, Geologien, Kaj Sand-Jensen
Natur og Museum, heden og skoven, 24. årgang nr. 2 1985
Danmarks søer og åer, Søren Olsen
Skynd dig og kom, bogen om heden, Bjørn Døssing
http://www.skovognatur.dk/Lokalt/Jyllandnord/Thy/Drift/Sandflugt.htm
http://www.skovognatur.dk/NR/rdonlyres/DFAC049E-EFD0-452E-AD00-D49E912427EF/26191/011_Lodbjerg_Klitplantage_areal.pdf
http://www.sns.dk/udgivelser/1999/naturstr/heder.htm
http://www.sns.dk/udgivelser/2001/87-7279-316-3/kap02.htm
http://www2.skovognatur.dk/udgivelser/2000/jordbund/ska002.htm
http://da.wikipedia.org
http://www.thistedmuseum.dk/ |
 |
 |
