Hvad er et fossil
Et fossil er et aftryk, en rest eller et spor efter døde dyr og planter, der har ligget i jorden i lang tid. Ordene forstening og fossil betyder i daglig tale det samme. Når ordet forstening bruges antydes det, at der er tale om rester af dyr og planter, der har gennemgået en forsteningsproces.
Fossiler kan også være rester af kulstof, der er bevaret.  Når man finder en nedfrosset mammut, hvor både kød og knogler er bevaret, er der også tale om et fossil. Det samme gælder insekter, der fanges i harpiks, som siden er omdannet til rav.
Endvidere findes der sporfossiler, som er rester efter dyrs liv og færden.
Ordet fossil stammer fra det latinske udtryk fossilis, som betyder opgravet.
Kriterierne for et fossil er, at det skal være mere 6.000 år gammelt. For eksempel er de ældste fossiler, man har fundet, ca. 3,5 mia. år gamle.
 
Hvordan er fossiler dannet
Når planter og dyr dør, eller bliver ædt, kommer de normalt med i naturens kredsløb med det samme. En lille del af de døde organismer bliver til fossiler. Det kan ske, hvis de ret hurtigt begraves i en aflejring under de rette fysiske og kemiske forhold.

Planter
Planter bliver eksempelvis til fossiler, hvis de falder ned i en mose eller sump under iltfattige forhold. Efterfølgende bliver de dækket af tykke sand- og lerlag, og efterhånden bliver de omdannet til kul, olie, gas osv.
 Planter kan også bevares, hvis de bliver begravet i et miljø, hvor grundvandet indeholder mange mineraler. Ved denne proces bliver de enkelte plantecellers væske udskiftet med mineraler som f.eks. kvarts eller limonit.

Billede 1. Planterest. Foto: TB

Dyr
Når man finder fossiler efter dyr, er det som regel rester som skeletter og skaller, der er bedst bevaret. Bløddyr ædes eller nedbrydes almindeligvis så hurtigt, at de ikke når at bliver til fossiler. Det gælder for eksempel for gobler og orme.   
Der er flere forskellige måder, hvorpå hele dyr, eller rester af dyr, bliver til fossiler. I det følgende beskrives nogle af de mest almindelige.
Hos søpindsvin er det ofte flintestenskernen man kan se. Det vil sige et aftryk af skallen, der efterfølgende er slidt væk.

Billede 2. Forstenet søpindsvin. Foto: TB

Ved muslinger er der flere muligheder. Det kan være et aftryk ligesom søpindsvinene, eller det kan være en forstening af selve skallen, hvor kisel, opløst af syre er trængt ind i den porøse muslingeskal og har forstenet den.

Billede 3. Forstenet muslingeskal. Foto: TB

Endvidere kan fossile muslinger være opstået ved at skallen, som er indlejret i en kalksten, er blevet opløst, og man derfor kun finder et hulrum. Til gengæld kan man se fine aftryk af skallens yderside på stenen og en stenkærne, der er et aftryk af muslingeskallens inderside.

Billede 3,4. Her ses aftryk af to muslingers yderskal. Foto. www.jyskstenklub.dk

Møns Klint er et godt eksempel på et hvor der er sket fossil dannelse. Man kan sige, at hele Møns Klint er en stor fossil, fordi at kridtet stammer fra levende organismer, der er aflejret på havbunden. Almindeligvis omtaler man dog ikke klinten som et fossil, men kun de fossiler fra klinten, der har en vis størrelse.

Fossiler ved Møns Klint
Fossilerne ved Møns klint er skabt i Kridttiden for ca. 70 millioner år siden. Dengang var store dele Nordeuropa dækket af hav. Klimaet var varmt, og i havet var der en stor produktion af planktonorganismer som kalkalger, kiselalger og dyrisk plankton. Produktionen var enorm, og skallerne fra de døde organismer sank ned, og dækkede bunden med et tykt lag mudder. Det meste af mudderets indhold var kalk, og det er med tiden blevet til det skrivekridt, man ser i dag i Møns klint.
På bunden af det daværende hav var miljøet meget iltfattigt, hvilket gjorde livet for ådselædere svært. Det iltfattige miljø betød også, at de organismer, der faldt døde ned på bunden ikke gik i forrådnelse, da der ikke var ilt til denne proces.
Endvidere har havstrømmene været svage, ellers ville mudderet været blevet ført væk. Disse forhold gav mulighed for opbygning af aflejringer og indlejring af dyr. En lille del af de indlejrede dyr er efterfølgende blevet til de fossiler, vi kan finde i dag- 70 millioner år senere.

Billede 5. Skredet ved Store Taler, set fra sydlig retning. Foto TL

Hvilke fossiler finder man ved Møns Klint
Ved Møns Klint kan man finde; muslinger, snegle, søpindsvin, søliljestilke, vættelys, ammonitter (primitive blæksprutter), hajtænder, æg, armfødder, samt rasle-sten. Raslesten er flint afsat omkring en kugleformet kalksvamp inden i en flintesten. Efterfølgende er materialet omkring den forstenede kalksvamp blevet opløst, og svampen er kommet til at ligge løst inde i en flintesten.  

Billede 6. Her ses en flækket raslesten. Foto: TB

De mest almindelige fund er vættelys og søpindsvin, men der er også fundet rester efter en kæmpe slangeøgle.
Vættelys er en del af rygskjoldet på en blæksprutte.

Billede 7,8. Vættelys fundet på stranden ved Store Taler Foto: EAA-TB

Søpindsvin er et bundlevende havdyr, som man typisk finder med krop og pigge hver for sig.
Mozzaen var en slangeøgle, der levede i havet på samme tid som dinosaurerne. Denne 6-8 tons store kæmpe må have været mindst ligeså frygtindgydende som nutidens spækhuggere. Med det dobbeltrækkede tandsæt og den slanke og muskuløse krop må den have været en formidabel jæger. Man kunne forestille sig, at dens livret må have været blæksprutter, med alle de fossiler der i dag findes efter disse.

Billede 9. Billede af Mozza. Foto: JY

I perioder hvor der ikke var iltfattigt, fandtes der i havbunden også forskellige krebsdyr, som gravede underjordiske gange. I disse gravegange og andre sprækker blev der dannet flint i alverdens former, som vi kan finde i dag. De fleste fossiler findes i kridt, men der kan også forekomme fossiler eller sporfossiler i flint.

Hvordan finder man fossiler?
De vigtigste redskaber er en god hammer, f.eks. en murehammer, en fladmejsel og en smørebrødskniv. Det vil også være praktisk at have køkkenrulle og poser til at pakke evt. fund ind i. Det er vigtigt, at man med visse fossiler er meget forsigtig, med hvordan de behandles. Man må eksempelvis ikke børste på et fossil, men kun blæse forsigtigt, når man vil rense overfladen.
Generelt er det nemmest at finde fossilerne på deres oprindelige aflejringssted og ikke i lag, der har været blandet rundt. Det vil sige ved foden af klinter, i råstofgrave, kalkbrud eller lignede lokaliteter.

Billede 10. Faxe Kalkbrud. Foto: TB

Når man står ved en stejl væg på en af de tidligere nævnte lokaliteter, er der nogle ting, man skal overveje. Der er størst chance for at finde noget i løse blokke, da disse kan studeres på alle sider. Først undersøges blokken grundigt og eventuelle fossiler opdages. Hvis man ikke umiddelbart finder noget, kan man forsøge at flække blokken langs med en naturligt forekommende revne. Blokken vil da, for det meste, flække langs med eventuelle fossiler, da den er svagest der.
Hvis man er så heldig at finde et fossil, og vil ha det med hjem, er det en god ide at pakke det ind i køkkenrulle. Derefter putte det i en pose og mærke det med findested og under hvilke omstændigheder, det er fundet.
Man må gerne tage almindeligt forekommende fossiler med hjem, men har man mistanke om, at man har fundet et unikt fossil, kan der være tale om danekræ.
Danekræ er naturhistoriske genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi. Det kan f.eks. være fossiler, mineraler eller meteoritter.
For at undgå ord forveksling er danefæ menneskeskabte genstande af enestående videnskabelig eller udstillingsmæssig værdi.
Hvis man finder et helt unikt fossil, har man pligt til at vise det til et naturhistorisk museum. Så vil museet, i samråd med eksperter, vurdere om der er tale om danekræ og fastsætte en eventuel dusør.     

Hvad bruges fossiler til
Indtil 1946, hvor den amerikanske fysiker Willard F. Libby. opfandt kulstof 14 metoden, var nøjagtige tidsangivelser ikke mulige.  Metoden går i korte træk ud på, at et ustabilt kulstofatom henfalder med en jævn hastighed. Ved at måle hvor meget radioaktivitet der er tilbage i et givent stof, kan man datere det.
For kulstof 14 er halveringstiden 5630 år. Man kan så måle mængden af radioaktivitet i et fossil, og ved hjælp af henfaldets halveringskurver kan man finde dødstidspunktet. Når et fossil er mere end 70.000 år bruges andre isotoptests til at aldersbestemme det.
Det svarer til, at en lærer starter en undervisningstime, hvor der falder en elev i søvn for hvert 5. minut. Man vil da, når der er gået er stykke tid, kunne tælle de sovende elever og regne ud, hvor langt tid der er gået af timen.
Metoden er dog lidt usikker, da det miljø fossilet har været i, sikker har haft indflydelse på, hvor nøjagtig beregningen bliver. Det er en betingelse, at der er kulstof til stede i form af træ, væv, ben og lignende.

Fossiler bruges til at følge bestemte arters udvikling igennem tiden. De kan også fortælle om fortidens klima og miljø. Ved at sammenligne fossiler med nulevende dyrearter, kan man sige noget om datidens dyreliv og klimatiske forhold. Endvidere kan fossiler bruges til datering af de forskellige organiske aflejringerslag. Ikke kun når det handler om lagenes indbyrdes aflejringsforhold, men også hvis der er sket bratte ændringer i klima eller miljøforhold, der har haft indflydelse på arters overlevelse. Et eksempel på en årsag til en brat klimaændring kunne være et stort meteornedslag, der udvikler en enorm varme ved meteorens kollision med jordens atmosfære. Kæmpevulkaner, som sender store mængder aske op i atmosfæren igennem en længere årrække, menes også at kunne ændre klimaet. Asken vil skygge for solen og dermed mindske solens indstråling, og temperaturen på jordens overflade vil falde.
Læs evt. mere om fossiler under Fur det unikke.

Kilder
Naturen i Danmark, geologien, Kaj Sand-Jensen, Gyldendal
Gyldendals guide til Danske fossiler, Jørn Waneck, Gyldendal fakta
Geologi på øerne, Mona Hansen m.fl., Tidsskriftet Varv
Danske forsteninger, Natur og museum, Palle Graversen, Naturhistorisk Museum Århus
http://www.stenklubben.dk
http://www.moensklint.dk